Arbejdet som plejefamilie

Inden I beslutter, om I vil søge godkendelse som plejefamilie, er det vigtigt, at I overvejer beslutningen grundigt. Vi nævner her nogle af de overvejelser, I bør gøre:

At arbejde som plejefamilie
Arbejdet som familieplejer kan være givende, men det er også stort, krævende og fyldt med udfordringer. I står til rådighed 24 timer i døgnet.

Det er en opgave, der uundgåeligt bliver fælles for hele jeres familie, så jeres egne børn bliver også en del af arbejdet. I bør derfor overveje, hvordan jeres børn vil reagere.

Jeres netværk i form af naboer, venner og familie inddrages uundgåeligt, da de er en del af jeres familie. I må derfor også overveje, hvordan jeres netværk vil reagere.

Barnets forældre
Plejebarnets forældre har fortsat forældremyndigheden over barnet under en anbringelse. Sædvanligvis har plejebarnets forældre samvær med plejebarnet, idet de også skal have mulighed for at følge med i barnets liv i den periode, det er anbragt hos plejefamilien.

For at barnets ophold hos jer kan blive så udbytterigt som muligt, er det derfor nødvendigt, at I som plejefamilie kan etablere et godt, positivt og respektfuldt samarbejde med barnets forældre.

Ansættelse
Som plejefamilie indgår I i et kommunalt ansættelsesforhold og bliver forpligtede til at samarbejde med diverse myndigheder. I bliver også underlagt kommunalt tilsyn og skal eventuelt have besøg af barnets forældre i jeres hjem m.m., og I kan nemt få en følelse af at være en offentlig familie.

Plejeforhold er altid tidsbegrænsede. Under alle omstændigheder ophører et plejeforhold, når det beskrevne formål med anbringelsen er nået. I må dog være forberedt på, at et plejeforhold kan afsluttes, uden at det er planlagt. Det kan ske på opfordring fra kommunen, barnets forældre eller jer selv. Det kan være svært at skulle skilles fra et barn, man har knyttet sig til.

Kursus
Som generelt godkendt plejefamilie, er I forpligtet til at deltage i 2 årlige kursus- eller temadage som udbydes af den kommune I har plejebarn fra.

Rådgivning og supervision
Kommunens familieplejekonsulenter har løbende opfølgning sammen med jer som plejefamilie. På opfølgningsmøder følges op på kontrakt og supervision i forhold til den opgave I varetager. I modtager overordnet vejledning i at arbejde som plejefamilie og vejledning i forhold til det enkelte barns situation. I vil endvidere blive tilbudt supervision efter behov.

Kontakt

Jammerbugt Kommune

Familieplejekonsulentteamet
Danmarksgade 3
9690 Fjerritslev
Tlf: 72 57 77 77

Konsulent
Jeanette Pedersen
Tlf.: 41 91 29 73
jpn@jammerbugt.dk

Konsulent
Lisa Zimmer
Tlf.: 41 91 29 65
liz@jammerbugt.dk

Find os her

Danmarksgade 3, 9690 Fjerritslev